søndag den 23. oktober 2011

Breakfast at Bondi

Jaaaah, endelig noget at berette om: I morges kl. 04.00 stod jeg op og satte kursen (sammen med Kimmie og Louise) mod Bondi Beach for at se solopgangen, og for at opleve 'Breakfast at Bondi'. I denne måned er der nemlig 'Crave - Sydney International Food Festival'.
Man kunne enten vælge selv at pakke en madkurv eller at købe sin morgenmad og kaffe ved boderne oppe på strandpromenaden. På programmet stod også didgeridoo-spil og et symfoniorkester. Meget autentisk!


Kan I fornemme forventningens glæde i Kimmies ansigt?
Det var helt vildt hyggeligt at så mange mennesker havde valgt at stå op før fanden fik sko på, for at opleve stemningen, men det var et mindre anti-klimaks at man ikke kunne se solen står op pga. huse og skyer!




Da det hele begyndte at gå op i taler og lancier-musik, gik vi ud for at finde os noget morgenmad i Bondi (som er et meget dyrt område), og fandt en hyggelig lille cafe, hvor vi kunne sidde og se på alle de børn, der kom gående mod stranden på vej til søndags-svømmeskole iført badetøj og obligatorisk badehætte-ting (som jeg desværre ikke har billede af, fordi jeg ikke ville give børnene traumer), og også se de ældre damer, der skulle ind og hente en kop kaffe to-go, inden de skulle ud (to og to) og lufte hund denne søndag morgen!
Herrelækker morgenmad!


I torsdags var vi på stranden, fordi strandvejret er kommet tilbage, og bagefter spiste vi asiatisk mad i Hydepark (Night Noodle Market, som også var en del af Food Festivalen); de havde stillet ca. 30 boder op med mad fra forskellige asiatiske lande (hvilket asiatisk land mini-pandekagerne med flødeskum, chokoladesauce og frugt er fra, det går jeg stadig og tænker lidt over, men de var godt nok gode!! ...hvis nogen ligger inde med svaret, må de meget gerne fortælle mig det!)




...og til sidst tog vi til trivia-night på det hostel, der snart bliver mit hjem; vi vandt godt nok ikke noget, men når Louise ved alt om 80'er-bands, Kimmie alt om geografi og jeg alt om golf og flag (hvilket vil sige på næste torsdag!), så er vi de stensikre vindere af quizzen, så I kan godt regne med skulle indlægges til endnu et indlæg kun om trivia om præcis en uge!


I morgen venter 3 interviews, så det bliver spændende om det bærer frugt, eller om jeg lige så godt kan skifte strategi og gøre lige som den hjemløse mand i det lyskryds, jeg bor ved; han ligger med panden mod fortovet og møllen i vejret og tjener stadig flere penge end jeg (billedmateriale er på vej!)
...måske det er værd at overveje??



Ingen kommentarer:

Send en kommentar