fredag den 23. december 2011

...og nu skal min far lige lukke ørerne...

...eller vel egentlig øjnene...for nu vil jeg fortælle om det nye sted, jeg bor!!
Bydelen hedder Newtown og en ultra-funky bydel med genbrugsbutikker over det hele og alle mennesker er iført batik-farvede kjortler og har syrede fritzer (så det gør faktisk ikke noget at mit glattejern endnu ikke er ankommet; i Newtown er der nemlig ingen, der dømmer!).
Hver anden butik er en tattoo- og piercing-biks og resten er thailandske restauranter!!
Jeg er flyttet ind i et MEGET gammelt townhouse på en stille vej få meter bag hovedgaden. 
Da jeg var ude og se på huset første gang var vejret herre godt og det var første gang, jeg så denne vidunderlige bydel, så jeg var helt høj på Christiania-stemningen, og i huset er der 7-8-uger gamle kattekillinger (som jeg er helt sikker på, at de kun har som 'lokkeduer', så de kunne få lejet værelset ud!), så jeg kunne ikke se det mindste problem i hverken rengøringsstandard eller noget!
Denne lille gut hedder Ernest og ligger i skrivende stund på min brystkasse
Her i hytten går vi ikke ind for hverken oprydning, rengøring eller opvask, vi ser det i stedet som en fallit-erklæring, og et brud på vores frihed og derfor ser vores køkken sådan ud:
Billede af badeværelset/skuret kan I glæde jer til!
I annoncen stod der at de kun ville have folk indenfor døren, der havde min. 2 års erfaring i at bo sammen med andre mennesker, og eftersom at jeg har boet 20 år med min. 1 forælder + 1 lillebror og 2 år med yndlingskaren og 2 langhårede abekatte og 3 mdr. med min. 3 roommates, følte jeg mig svært godt kvalificeret til at søge netop denne bolig! Jeg har stadig til gode at finde ud af, hvornår disse fremragende kvalifikationer vil komme mig til gode i dette hjem! :O


Vi har ikke haft lys i badeværelsesdelen af toilet/badeværelses-skuret siden jeg kom til og også nogle uger inden da, så jeg har lige nu ikke de store selvtillids-problemer med min blegfede krop, for den konfronteres jeg ikke med for tiden. Det kommer desværre nok til at ændre sig i morgen, fordi jeg har ladet mig overtale til at tage på Bondi Beach og ligge på 'fluepapir' med Kimmie i morgen tidligt!!


Min ene roommate har fortalt, at de i en periode har kæmpet lidt med elektricitetsproblemer (som angiveligt skulle være fikset nu!), og så spurgte jeg om jeg med nogenlunde sikkerhed kunne forsikre min far om, at jeg ikke ville dø i en elektrisk brand på 56 Station Street, Newtown 2042, og det sagde han bestemt 'ja' til, indtil lyset fra lampen begyndte at variere lidt i styrke, og så foreslog jeg, at jeg jo bare kunne hoppe ud af vinduet ned på bliktaget af toilettet, hvis uheldet skulle være ude, og det kunne han hurtigt afvise, for der er tremmer for mit vindue (modsat hans eget, hvor han bare kan springe ud fra balkonen!), og han fik så også erkendt, at selvom det er et lovkrav at have brandalarmer i Australien, så virker vores pt. ikke, fordi der ikke lige er blevet købt nyt batteri!
Jeg vil derfor også benytte lejligheden til at sige, at det har været dejligt at kende jer alle sammen! ;D


 Mit nye værelse aka. dødsfælden
...men til trods for, at vi har gamle madrester nok til at give et helt herberg diarre, så har vi faktisk hverken mus eller rotter, utroligt nok! ...men vi har til gengæld masser af kakkerlakker og snegle!
Så snart jeg får en ordentlig fridag vil jeg skure hele huset ned, præcis lissom mit eget værelse har fået vasket vægge, karme og skuret gulv i toiletrens!
Der er bestilt ny kattebakke, så der ikke længere behøver at være spontan 'bevægelse' i kattebakken!!
Jeg vil slå et slag for at der i køkkenet ikke skal være gulvtæppe, da det desværre også er blevet en vane herhjemme at lade kattene spise resterne efter middagsmaden på gulvtæppet!


...men nok snak om vores kærlighed til friheden her i fristaden...vi har nemlig også kærlighed til euforiserende stoffer, og jeg har allerede fået min ene housemate til at love, at de vil lære mig at ryge en joint, for efter et par mislykkede forsøg, er jeg nået til erkendelsen af, at der nok skal en mentor til! Yndlingskaren er overbevist om, at det vil føre mig ud i et årelangt misbrug af hårde stoffer, men jeg er en fri sjæl og vil selvfølgelig ikke lade mig tynge af frygten!!
Min mælk er lidt ude af kontekst, men jeg synes at hash-bonen vejer fint op for det!?
Jeg skal juleskype med min far + vedhæng i morgen, så nu vil jeg prøve at vække en sovende killing og få lidt søvn!


I ønskes alle sammen en glædelig jul! :)
Ps. husk at afgive stemme i afstemningen!
Kimmie havde lavet et vidunderligt juletræ, som vi kunne lægge gaverne under! 

onsdag den 14. december 2011

Mit liv i billeder og overskrifter


Som I nok har bemærket har jeg været en smule fraværende siden sidste blogindlæg, og som I jo også ved er mit liv spækfyldt med action og drama (eller noget), så I får bare lige overskrifterne, for ellers bliver det simpelthen for langt et indlæg:


1)   Donerede en gigantisk portion plasma, som udover at gavne syge mennesker også skulle bruges i et forsøg, fordi AB-blodtypen er UTROLIG sjælden hernede
2)   Følte mig herre stolt over den præstation
3)   Kvitterede som tak en nøglering med min blodtype på, 2 milkshakes (3 hvis man tæller den, jeg væltede på gulvet!) og en lun muffin og rigtig, rigtig mange gange ’tak’
4)   …på trods af at min vægt er steget med 1.5 kg på 2 mdr.
5)   Fik i blodbanken at vide, at jeg havde et wonderful face, perfect blood type, beautiful plasma og et beautiful face og endda ikke fra samme person, men fra 4 forskellige
6)   Reddede en meget travl business-mand fra at blive kørt ned ved at benytte mor-metoden, hvor man stikker armen ud og holder personen tilbage.
7)   Fyren takkede og blev ikke engang sur over min overskridelse af hans personlige frihed og intimsfære
8)   Blev mega forkølet med feber og det hele
9)   Måtte ringe til blodbanken og bede dem tage mit plasma fra, så jeg ikke slog nogen ihjel med min forkølelse
10)Tilbragte en uge i sengen
11) Mistede ugens eneste vagt med min forkølelse
12) Fejrede 2. Og 3. Søndag i advent hos Kimmie og Louise
13) Opdagede at jeg ville blive hjemløs pr. 28/12
14) Opdagede at jeg i et par uger ikke vil få nogen vagter, fordi økonomien i deli’en er elendig
15) Bevidnede at mine svenske roommates havde sex
16) Kiggede på ca. 15 lejligheder, alle i kategorien middelmådig-til-lausig
17) Blev bedt om at forlade mit værelse, så mine svenske roommates kunne have sex
18) Var til gratis barbecue på tagterrassen af mit hostel
19) Mødte en meget intens hollandsk-cambodjansk pige, der hellere ville overnatte på mit hostel end at tage hjem, og som var meget glad for at give high-five (hvilket åbenbart er in i Australien, who knew??)
20) Fandt rugbrød i Coles, der faktisk ligner rugbrød, og som muligvis endda også smager som rugbrød, selvom det kan holde sig helt til 15/12-12
21) Blev klippet og farvet blond for et (for offentligheden) hemmeligt beløb
22) Blev kontaktet af mærkelig fyr på McD, der fortalte mig sin livshistorie og  tilsvarende en ældre dame i bussen, der begge antog, at jeg er en rar person, der bekymrer sig om andre mennesker, fordi det åbenbart er, hvad min nye frisure signalerer
23) Mødte nogle søde fyre fra sydamerika, og var med på alle deres billeder af St Mary’s Kathedral (med min nye fritz, selvfølgelig)
24)Vågnede op til erkendelsen af, at jeg med mit nye pandehår minder utroligt meget om min lillebror i femårsalderen med pandehårsvifte (nej, det er der ingen billeder af!)
25)Om lidt skal jeg i Ikea med Kimmie og Louise og nyde svenskheden (læs: kanelsnegle, softice, kødboller og tyttebærmarmelade, daim-kage og billig sodavand med re-fill)
Billede taget i et meget stolt øjeblik, ca. 24 timer inden det går op for mig at jeg rent faktisk vil kunne slå nogen ihjel med min plasma

Høj stemning, mens vi venter på vores mad til 'BBQ på tagterassen'; sengemakker Lee i baggrunden og Chris i forgrunden

Anabole Brett og lille, svenske Anton

BBQ - Hostel style

Nogen havde valgt en anden og lidt utraditionel aftensmad: marmelade på uristet toastbrød med øl til - sød, lille italiensk fyr, der bor i værelset ved siden af  

Hvis der står 'beef' udenpå pakken, hvorfor er den så farvet som svinekød? Er det fordi den er rundt regnet 50% fedt, eller er det fordi de har en lidt anden fortolkning af fænomenet 'beef' hernede!

BBQ - hostel style II

Chris i en lidt mere normal udgave...

Fint lysshow på St Mary's Kathedral

Fint lysshow på St Mary's Kathedral II

Meget søde sydamerikanske fyre, som også nød lysshowet og som jeg forhåbentlig ser igen snart, ...om ikke andet ser de mig snart, for jeg er med på alle deres billeder!